Ungkarlenes højborg

Den 24-årige vestjyde Jens Mortensen er en del af det markante overtal af unge mænd, der bor i Ringkøbing-Skjern. Han mener dog ikke, de mange mænd og hverdagens drengerøvs-aktiviteter er et problem, selvom han er bange for, det på sigt gør det sværere for ham at finde kærligheden.

Af Stine Elkær, Anna Østergaard Bjørn og Maya Aagaard Hvirring

En tung, varm lugt af sved blandet med jernet fra håndvægtene rammer næsen, da døren går op til træningscenteret. Lyden af tunge vægte, der hårdt rammer gulvet, bliver næsten overdøvet af popmusikken fra anlægget.

Jens Mortensen bruger en stor del af sin tid her i det varme træningscenter i Sports- og Kulturcenteret i Borris. Han styrketræner mindst tre gange om ugen – alene – og så alligevel ikke.

– Her er altid nogen, jeg kender, og der er altid tid til at snakke lidt sammen. Men jeg foretrækker egentligt at træne alene, så det hele ikke skal planlægges med andre, fortæller den 24-årige vestjyde, mens han går målrettet gennem lokalet.  

Der er nemlig ikke tid til træning i aften. Jens’ anden store passion, håndbold, er på dagens program i hallen ved siden af. Serie 3-damerne skal spille mod Videbæk, og cheftræneren har fået sig en slush-ice, mens holdet varmer op.

– Jeg har store forventninger til kampen. Vi har spillet godt på det sidste, og selvom vi er ret lige med Videbæk, så skal vi vinde i aften, siger Jens med et smil, mens han bærer drikkedunkene hen til spillerbænken.

Den unge træner er et kendt ansigt i hallen. Han spiller selv både håndbold og fodbold, er træner for kvindernes seniorhold, hjælper til med herreholdet, er fodbolddommer, og så sidder han i idrætsforeningens bestyrelse.

Det frivillige arbejde fylder meget for Jens, selvom han i bund og grund hellere selv vil spille, end at stå på sidelinjen. En korsbåndsskade i starten af året har dog sat det hele lidt på pause.

– Det har været rigtig træls ikke at mødes med gutterne fra byen flere gange om ugen. Så føler jeg ikke, jeg har frihed til at hygge mig på samme måde. Det er fællesskabet med gutterne, der driver mig, siger han højt for at overdøve Poul Krebs, der brager ud af højtalerne til kvindernes opvarmning.

Han samler holdet en sidste gang, inden kvinderne igen går på banen og gør klar til at give bolden op.

– Kom så piger, vi skal have fart på fra start, råber Jens ud i hallen, da kampen bliver fløjtet i gang.

 

24-årige Jens fra Borris er en af de unge mænd, der er i overtal i Ringkøbing-Skjern. Han bruger meget af sin tid i hallen – blandt andet træner han serie 3-damerne. FOTO: ANNA ØSTERGAARD BJØRN


Alt for mange mænd
Jens, der er en ung, vestjysk single-mand, er en del af den skævvridning, der er i Ringkøbing-Skjern Kommune. Han er en del af de 24 procent flere unge mænd end kvinder, der bor i området.

Overvægten af unge mænd gør det svært for Jens og kammeraterne at finde en kæreste, fordi de forståeligt nok er flere om buddet. Og selvom Jens ikke har noget imod flertallet af mænd, så kan konkurrencen om de få kvinder godt bekymre ham.

At der er så mange flere mænd end kvinder i alderen 20-29 år, er en tendens, der er blevet forstærket over de seneste 10 år, hvor antallet af unge mænd i forhold til kvinder i kommunen er steget med to procent.

Ser man på kønsfordelingen i det ganske land, er der altså også en markant forskel i forhold til omstændighederne i Ringkøbing-Skjern. På landsplan er der i alt lidt over fire procent flere danske mænd end kvinder.

 

Der er brug for kvinderne
Udviklingen er, ifølge seniorforsker i demografi og regional udvikling, Rasmus Ole Rasmussen, ikke bare en man ser i Ringkøbing-Skjern. Tendensen ses i flere af landdistriktskommunerne og ligeledes i de andre nordiske lande.

– Kvinder tager sig typisk en mere omfattende uddannelse, og nogle af de kvinder bliver efterfølgende i storbyen, hvor de har taget deres uddannelse, forklarer han.

Det kan i yderste konsekvens betyde, at et samfund med et stort flertal af mænd bliver til en drengerøvsklub og lige så stille dør ud, fordi der ikke er kvinder til at sikre, at der er grundlag for både børn og skole. Det mener Rasmus Ole Rasmussen, der er en del af Nordisk Ministerråd.

– Det er en helt central udfordring for udkantsområderne i Norden. Udviklingen vil blive forstærket, medmindre der bliver gjort noget alvorligt for at få forklaret drengene, at det at spille computer eller fodbold, drikke bajere og spise burgere, ikke er kvalifikationer, som vedrører de samfundsmæssige forandringer, der er brug for, siger han.

De bekymringer har Jens slet ikke. På trods af overvægten af mænd er han glad for livet i hjembyen Borris, hvor han har købt et hus, der forhåbentligt engang også får en kvindelig beboer.


For træt til computerspil
Efter en tæt kamp mod Videbæk, der endte med en et-måls sejr til hjemmeholdet fra Borris, kører Jens tilfreds hjem til Flodgårdsvej i sin sorte Seat Toledo.

Det er nogle tunge skridt, der efter en lang dag bevæger sig ind i den nyrenoverede entré, der er lun fra gulvvarmen. Temperaturen i resten af huset bærer præg af, at der ikke har været nogen hjemme til at varme huset op i løbet af dagen.

Efter han har fået sportstøjet af og børstet sine tænder, går han ind i sit computerrum. Der står den store, dyre gamer-computer med et tastatur, der lyser i alle regnbuens farver, den overdimensionerede mus og de tilhørende gamerstole, hvor man kan sidde behageligt i timevis.

På bordet står en håndfuld tomme dåser fra energidrikke og sodavand, der bliver indtaget en del af i ungkarlens hjem. I det mørke computerrum tilbringer Jens mange af sine aftentimer, mens der er League of Legends, Counter-Strike og flere andre spil på skærmen.

– Jeg overvejer meget at opgradere til en ny skærm til 10.000 kroner. Sådan en buet skærm.  Det ville være fedt herinde, hvor jeg også har købt gode stole og sådan. Så spiller det, når drengene kommer over, siger Jens og smågriner over sin næste investering.

Men i aften er Jens kun herinde for at slukke lyset og sikre sig, at der også er lukket ned for computeren. Han er alt for træt til at skulle spille nu, selvom han føler, han kobler af foran skærmen. Eller foran fjernsynet, hvor den store tv-pakke med talrige sportskanaler står klar.

– Jeg vil også gerne have sådan en Nintendo-spillekonsol. Der kan hele familien være med, og det kunne jo være praktisk i fremtiden, fortæller han.

Det er blevet sent. Sengen kalder. Dynen bliver hentet i stuen, hvor den har ligget på sofaen foran fjernsynet. I soveværelset ligger Jens lidt med telefonen, inden han vil lægge sig til at sove.

Han scroller hurtigt gennem dating-app’en Tinder. Giver et par likes til et par søde piger, inden han sætter sin alarm og lægger telefonen fra sig.

 

Kvinderne forsvinder
For de vestjyske mænd kan det være svært at finde ret mange kvinder i nærheden at matche med på Tinder.

Det er man klar over og opmærksom på hos Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ifølge bosætningskoordinator, Dorthe Frydendahl, forsvinder kvinderne, fordi de gerne vil tage en videregående uddannelse, hvilket ikke er en mulighed indenfor kommunegrænsen – bortset fra den nyåbnede markedsføringsøkonomuddannelse i Skjern.

– Jeg tror, det er sundt, at de unge mennesker kommer ud og oplever verden. Vi skal bare helst have, at nogen af dem også har lyst til at komme tilbage igen, siger hun.

Udfordringen for kommunen er nemlig, at mange af kvinderne bliver boende i storbyen, efter de har færdiggjort deres uddannelse.

Derfor har man de sidste par år søsat flere projekter, der skal få flere til at flytte til og søge job i Ringkøbing-Skjern. Man har blandt andet igangsat pilotprojekter på gymnasierne og etableret lokale fællesskaber for singler.

 

En klub for fraflytterne
Kommunens største indsats henvendt de unge fraflyttere er Facebook-siden ”Klub Eksilvestjyder”.

– Meningen er at fastholde kontakten til dem, der flytter herfra under deres uddannelse, så vi hele tiden kan fortælle dem, hvad der sker i kommunen. Vi ved også, hvad folk læser eller arbejder med, så vi kan målrette jobopslag direkte mod dem, siger bosætningskoordinator Dorthe Frydendahl.

Klub Eksilvestjyder, der følges af over 900 profiler på Facebook, tilbyder gratis arrangementer som håndboldkampe, foredrag og virksomhedsbesøg. Siden 2016, hvor klubben blev oprettet, har mange unge mennesker deltaget i de forskellige arrangementer, men hvorvidt projektet har haft nogen effekt på tilflytningen, er indtil videre umuligt at måle.

Bosætningskoordinatoren er dog meget begejstret for opbakningen til projektet, der ikke specifikt er målrettet kvinderne, men generelt skal lokke de nyuddannede tilbage til kommunen.

Men det handler ikke bare om, at flere skal flytte til kommunen. Det er ifølge Dorthe Frydendahl også vigtigt, at tilflytterne bliver boende. Og netop derfor vil kommunen gerne holde fast i de unge, der tager til storbyen for at studere. De kender nemlig området og har et forhold til det.

– For en arbejdsgiver er det lettere at fastholde en medarbejder, hvis vedkommende har nogle relationer i området i forvejen i form af venner eller familie, lyder det fra Dorthe Frydendahl.

På grafen fra Danmarks Statistik ser man, hvor mange flere mænd end kvinder, der er i Ringkøbing-Skjern i alderen 20-29. FOTO: SCREENDUMP FRA DST.DK

 

Kvinderne skal lokkes
Hos naboen mod sydøst er overvægten af unge mænd endnu større. Billund Kommune har 30 procent flere unge mænd end kvinder i 20’erne.

Kommunen blev opmærksom på problemet for cirka fem år siden. Dengang undrede kønsfordelingen bosætningskoordinator Marianne Witte, men efterhånden blev hun klar over, at det skyldes, at mange produktionsvirksomheder holder til i kommunen. Virksomheder der typisk er fyldt med ”mandeerhverv” – nøjagtig ligesom i Ringkøbing-Skjern.

– Derfor kæmpede vi for at få kosmetologuddannelsen hertil, for det er jo noget for pigerne. Selvfølgelig er det et fokus for os at få trukket kvinder og piger hertil, men det er utroligt svært at gøre op den korte bane. Det bliver i stedet en kamp på den lange bane, forklarer Marianne Witte.

Uddannelsen endte efter Billund Kommunes store indsats i Campus Grindsted, hvor de første elever startede i august 2016.

Desuden har Billund Kommune kørt en brandingkampagne det seneste år, der har sat fokus på de jobmuligheder, der er for kvinder i kommunen – eksempelvis som læge, berider eller selvstændig. Det er endnu ikke til at sige, om kampagnen har virket.


Mandehørm på jobbet
Lidt i syv ankommer Jens til Skjern Fjernvarme. VVS-montøren føler sig frisk og veludhvilet, da han går gennem det lille kontor og siger godmorgen til sine kollegaer. De er syv ansatte på varmeværket i alt. Seks mænd på gulvet og en kvindelig sekretær på kontoret.

– Det er en rigtig mande-arbejdsplads. Men det er de fleste håndværk jo. Der går en del mandehørm i den, og vi taler nok meget om sådan nogle mandeting. Fodbold for eksempel. Og når der engang imellem er nogle kvinder herude, så prøver vi da at skrue lidt ned for alt det sjofle, siger Jens og griner, da han opdager en plakat med letpåklædte damer kigge frem fra sin arbejdsbil.

Jens fik arbejde hos fjernvarmen med det samme, han blev udlært. Og han elsker sit arbejde. Selvom hverdagen ikke består af det klassiske VVS-arbejde, han er udlært i, så føler han sig godt hjemme her.

– Jeg er rigtig glad for at være her på Skjern Fjernvarme. Jeg får lov til at lave alt muligt forskelligt, som egentligt ikke er så meget VVS-arbejde, men mere teknisk på kontor. Men jeg kan rigtig godt lide at have ansvar, og det har jeg masser af her, fortæller han, mens varmen fra det enorme forbrændingsanlæg møder ham, da han træder ind i den store hal.


Men det har også sin pris at være ivrig på jobbet.

For få uger siden var Jens i gang med en opgave på Kongevej i Skjern, hvor alle varmerørene skulle erstattes. Et flere hundrede kilo tungt rør faldt ned af vognen og ramte Jens’ ene hånd. Der var ikke noget at gøre. Knoglen brækkede, og armen er nu beklædt med en tyk, sort skinne.  

– Jeg burde nok ikke arbejde, men det er simpelthen alt for kedeligt at sidde derhjemme. Der er for meget gang i mig. Og når bare jeg har denne her skinne på, så gør det ikke ondt at arbejde, fortæller han, mens han klør lidt i skinnens åbning ved tommelfingeren.

 

En rigtig mand
Det er ikke så mærkeligt, at der kan opstå mandehørm i de små samfund, hvor mændene er overrepræsenteret. I hvert fald ikke hvis man spørger seniorforsker i regional udvikling og demografi ved Nordisk Ministerråd Rasmus Ole Rasmussen.

– Vi bliver jo fra barnsben trænet til at tro, at mænd er de “rigtige mennesker” i denne verden, og dem, der kan klare alting. Og for mændene bliver man kun til noget, hvis man holder sig til de traditionelle erhverv som eksempelvis landbrug eller andre erhvervsfaglige uddannelser. Men de mænd har svært ved at omstille sig til samfundet, siger han og påpeger, at der selvfølgelig kan være undtagelser.

Ifølge hans forskning er der overskud af mænd i de små samfund, fordi mændene ikke er i stand til at flytte, da de ikke kan omstille sig til de sociale krav, der er i større byer. Og så er mændene ikke i stand til at tage en videregående uddannelse.

Derfor kan det betyde, at små samfund med mange mænd vil dø. Det skyldes, at de mænd, der bliver tilbage, hellere vil pleje deres drengerøvskultur i fodboldklubben end kæmpe for byen, mener forskeren.

På fjernvarmeværket i Skjern kan Jens kan godt nikke genkendende til forskerens antagelser om de “rigtige mande-jobs”.

– Jeg tror helt klart, der er en del tanker blandt mændene herude, om at en rigtig mand er håndværker eller landmand. Det er jo de klassiske erhverv herude, og dét mændene dyrker, fortæller han.

Til gengæld er vestjyden dybt uenig med forskeren i, at mændene ikke skulle være i stand til at tage en videregående uddannelse. Han mener, det handler om interesser og muligvis skoletræthed, men bestemt ikke om boglige færdigheder.

 

Det starter med børnene
At der er langt flere unge mænd end kvinder i Ringkøbing-Skjern er en udvikling, der ikke kun ses i Vestjylland. Den ses også i yderkanterne af de øvrige nordiske lande. Kvinderne flytter fra de små samfund for at uddanne sig, og det er langt fra dem alle, der vender tilbage.

De kvinder, der finder tilbage til hjemkommunen, er typisk de kvinder, der har taget en mellemlang videregående uddannelse, som gør, at man udfylder en servicefunktion i samfundet – eksempelvis som sygeplejerske eller lærer.

Men hvad skal man gøre, for at vende denne udvikling med voksende mandesamfund?

Det er svært for Rasmus Ole Rasmussen at svare på, men han har dog to bud:

Først og fremmest skal der ændres på den måde, børn bliver opdraget på, så det bliver nemmere for drenge at tilegne sig flere og andre kompetencer.

Desuden fremhæver forskeren de lokale brugser som virksomheder, der er med til at forsøge at vende udviklingen.

-Brugsen har kæmpet for at blive i lokalsamfundene landet over, og i dag er der er både posthus og apotek i butikkerne, som er nogle af de basale funktioner, der er behov for, for at man har nok i sin by som tilflytter. Sådanne serviceydelser skal der være, før man ikke har behov for en større by, siger Rasmus Ole Rasmussen.

 

Flere jobs i storbyen
En af de unge vestjyske kvinder, der netop flyttede fra hjemstavnen for at studere, er 23-årige Maria Gjaldbæk-Nielsen. Hun er født i Borris, den samme by som Jens, men bor i dag i Aarhus, hvor hun læser sit speciale i folkesundhedsvidenskab på universitetet.

Hun drømmer om et job i en kommunal forvaltning, hvor hun kan få lov til at sætte fokus på mental sundhed hos børn. Hvor i landet er underordnet.

– Men folk med min baggrund efterspørges mere i de større byer. Der har man i højere grad fået øjnene op for os, og de gør mere brug af os og tilbyder flere praktikpladser og studiejobs, siger Maria Gjaldbæk-Nielsen, der derfor ville ønske, at Ringkøbing-Skjern tilbød flere muligheder inden for fag som hendes.

Derudover har Maria Gjaldbæk-Nielsen en kæreste, der også har noget at skulle have sagt, når parret skal finde et sted at slå sig ned. Gerne et sted tæt på en af deres familier.

 

Drengerøvenes traktortræk
Maria Gjaldbæk-Nielsen kender godt til drengerøvskulturen blandt de unge mænd, der valgte at blive i hjemstavnen, da hun og mange af gymnasieveninderne flyttede til storbyen for at læse videre.

– Når jeg er hjemme, synes jeg, der er meget traktortræk og maskiner. Jeg kan godt grine lidt af det, nu hvor jeg er flyttet til Aarhus, men et eller andet sted er det også fedt, at de værner om deres interesser, siger hun og fortsætter:

-Det siger bare lidt om, at det meget er håndværksfag, der findes i kommunen. Så jeg forstår godt, at mændene lukker sig lidt i kredse med hinanden, siger Maria Gjaldbæk-Nielsen.


Svært at være single
Det er da også tydeligt for Jens, at han bor i en by med mange mænd. Især i byens samlingspunkt, Sports- og Kulturcenteret, kommer der, ifølge Jens, mange flere mænd.

– Man kan godt mærke, at der bor mange mænd i Borris, og at man møder mange flere mænd end kvinder ude i byen og nede i hallen, fortæller Jens, der kigger ud af vinduet og ned af gaden.

– Mændene er lidt mere frie i det, og vi laver meget sammen i byen, Man kan nok mærke det på den måde, vi snakker med og til hinanden. Det bliver hurtigt til mandesnak.

Og selvom fordelingen af kønnene også i Borris er meget ulige, så føler Jens ikke, det er et problem. Kun i forhold til datinglivet.

– Nej, jeg synes generelt ikke, det er et problem, at der er flere mænd end kvinder. Men det bliver nok lidt et problem alligevel for os, som er singler. Der er jo ikke det store udvalg, hvis man kan sige det sådan, siger Jens og klør sig genert i skægget.

Selvom Jens er helt klar over, at kvinderne er at finde i storbyerne, så kan han slet ikke se sig selv bo der.

– Jeg vil ikke det der storby-ræs. Det har aldrig været mig. Der er alle mulige mennesker, man ikke kender. Og så er der larm hele tiden. Der er aldrig stille. Jeg synes ikke, man har privatliv i storbyerne. Det er meget bedre herude, siger han.

 

Landmanden Troels Hymøller, der ikke bor langt fra Borris, har taget alternative metoder i brug for at finde en af de unge kvinder, der er så få af i Ringkøbing-Skjern. Han tilmeldte sig tv-programmet “Landmand Søger Kærlighed”. FOTO: ANNA ØSTERGAARD BJØRN

Kærlighed på skærmen
Modsat Jens, der søger kærligheden i lokalområdet, har hans bekendte, 26-årige Troels Hymøller, søgt andre jagtmarker. Det har han gjort gennem TV 2-programmet ”Landmand Søger Kærlighed”.

Troels Hymøller bor på et nedlagt landbrug få kilometer fra Borris. Han bor til leje i et hus med en anden ung mand, der ligesom ham selv arbejder på et landbrug. Fra stuen har de udsigt over marker, der virker uendelige, og naboerne er ikke til at få øje på.

Han meldte sig egentligt til programmet for sjov, men efterhånden som tv-holdet gik i gang med optagelserne, begyndte han at tage det mere seriøst.

– For et eller andet sted, er det så ikke kærligheden vi alle sammen leder efter? Spørger han retorisk og læner sig tilbage i stolen.

I programmet kom der piger fra hele landet for at besøge den unge landmand. Og i slutningen af tv-udsendelserne opstod der nære følelser mellem Troels Hymøller og en ung kvinde fra Silkeborg – men den romance sluttede desværre kort efter, kameraerne blev slukket.

Der var flere personlige årsager til, at romantikken ikke udviklede sig til et forhold, men Troels Hymøller understreger, at det ikke er distancen til en eventuel kæreste, der er problemet. For som han siger:

– De fleste herude har jo en bil. Så der er jo ikke så langt til for eksempel Herning i bil.

Men tidligere var afstanden dog en afgørende faktor for Troels, hvis parforhold med en kvinde i Aarhus netop gik i stykker på grund af afstanden og de lange arbejdsdage.

 

Hornene skal rendes af
Selvom den unge landmand deltog i tv-programmet netop for at finde en kæreste, er han på bagkant af sin medvirken ikke helt så meget på jagt efter kærligheden for tiden. For han er, som han selv siger, bange for at blive for gammel for hurtigt.

–      Jeg lever jo det fede liv lige nu. Jeg har nok ikke helt fået rendt hornene af mig. De af mine kammerater med kærester blev sgu så voksne og flyttede sammen med deres kærester allerede for tre-fire år siden. De har købt hus, har dyre biler og begynder at få børn. Der er jo mega meget ansvar, siger Troels Hymøller.

Indtil videre kan Troels Hymøller i hvert fald godt lide at ”pæle bajere” i weekenden med sine lidt yngre venner, der ligesom han selv, endnu ikke har fået en kæreste. Han kan også godt lide at bo på landet og passe sine køer, og for ham er det ikke bopælen, der er afgørende for at finde kærligheden.

– Jeg synes, at det, jeg laver med landbrug, giver mening. Og jeg kan nok støve nogle piger

op, hvis det skulle være, siger han selvsikkert med et lille grin og læner sig endnu en gang

tilbage i stolen, hvor han folder hænderne bag nakken med albuerne ud til siden.

– Men, siger han og indrømmer:

– Kone og børn er da noget, jeg gerne vil have engang i fremtiden.

 

Stadig tæt på mor og far
Huset på Flodgårdsvej har været Jens’ de sidste tre år. Siden han købte det, har han anlagt en stor ny terrasse, totalrenoveret garagen og lavet den om til entré, og så har han søgt kommunen om tilladelse til at lave en tilbygning.

– Det skulle gerne blive en tilbygning med to store værelser. Ja, børneværelser, hvis det bliver relevant engang. Og så skal køkkenet også have en tur på et tidspunkt, siger Jens, der godt tilfreds med købet af det 105 kvadratmeter store parcelhus.

Borris er Jens’ fødeby. Han har aldrig boet andre steder. Og han bor faktisk så tæt på sine forældre og sit barndomshjem, at han kan se derhen fra sit køkken.

– Jeg har det helt fint med at bo tæt på mine forældre. De kommer jo ikke rendende hele tiden – kun hvis de bliver inviteret, siger Jens, der også har et billede af forældrene stående i stuen i glas og ramme ved siden af en lille buket med plastikblomster.

Byen kan ifølge Jens noget helt specielt.

– Det er bare en rigtig dejlig by. Der er et rigtig godt sammenhold og et godt fællesskab. Vi hjælper hinanden med alt muligt, og vi kender alle naboerne. Alle kan snakke sammen, når vi mødes Brugsen og hører, hvordan det går med hinanden. Det, synes jeg, er rigtig rart, og så føler man sig også mere tryg, fortæller Jens og fortsætter:

– Men der sker jo ikke så meget. Man skal selv sørge for at få tingene til at ske. Hvis ikke man gider at tage initiativ, skal man ikke flytte hertil.

 

Drømmer om familie
Jens har huset, jobbet og en stor omgangskreds i hallen. Men der mangler én ting. En kæreste. Drømmen er da også at dele parcelhuset med en kommende kone og nogle børn i fremtiden.

– Om ti-tyve år ville det da være ekstremt godt, hvis jeg boede her, havde en kvinde og nogle børn. Og så skulle jeg arbejde med det samme som nu, for jeg har fundet mit drømmejob, fortæller han med et smil.

Den unge vestjyde har ikke haft en kæreste i flere år og har aldrig haft et længerevarende forhold. En af årsagerne er måske, at han har haft for travlt med arbejdet og vennerne. Men nu er han begyndt at søge mere aktivt efter kærligheden.

– Jeg prøver da. Jeg bruger Tinder, og så skriver jeg på Facebook til piger, som jeg har mødt i byen eller kender fra tidligere.

På Tinder søger han udelukkende i nærområdet, fordi han tidligere har haft dårlige oplevelser med piger fra storbyen.

– Jeg møder mange, der siger: Du bor for langt væk, så vi kan ikke snakke sammen. Og så er der ikke så meget at gøre. Så er det nemmere med nogen, der bor i nærheden, siger Jens og fortsætter:

– Jeg tror faktisk, det er en hindring at bo i sådan en by her i forhold til at date. Det kan være svært at finde tid til det, hvor man i en storby bare lige kan skrive ”kommer du ikke lige over?” Jeg tror da, det havde været lettere at finde en, hvis jeg havde boet i for eksempel Herning.

Men skulle der opstå et forhold til en kvinde, så vil Jens ikke afvise, at han vil sige farvel til elskede Borris.

– Hvis jeg finder den rigtige, så ville jeg gerne flytte for det eller finde et nyt arbejde. Men jeg vil ikke flytte for enhver pris. Jeg bor ret godt her i byen og er glad for det, siger Jens.

 

Stadig mange enlige
Drømmen om kone og børn lever altså i bedste velgående hos både Troels Hymøller og Jens, om end det ligger et stykke ude i fremtiden. Men går drømmene om en kernefamilie så i opfyldelse for de unge mænd?

Ikke hvis man kigger på statistikken. Faktisk tværtimod.

For Jens’ aldersgruppe, de 20-29-årige mænd i Ringkøbing-Skjern Kommune, er der knap 600 enlige mænd – svarende til næsten en femtedel af alle unge mænd i 20’erne. Og det tal stiger med alderen.

Går man ti år længere frem og kigger på mændene i 30’erne, hvor familielivet for mange har indfundet sig, stiger antallet af enlige i kommunen. Hos de 40-49-årige stiger det yderligere.

At mange mænd i Ringkøbing-Skjern Kommune stadig er enlige, når de rammer 30’erne og 40’erne, tyder på, at drømmen om en familie for nogle blot forbliver en drøm. Det er selvom at kønsforskellene i højere grad bliver udlignet i ældre aldersgrupper.

I nabokommunerne Herning og Holstebro er andelen af enlige mænd og kvinder i modsætning til i Ringkøbing-Skjern lavest blandt de 30-39-årige.



Tilbage i træningstøjet
Da Jens kommer hjem fra arbejde ved 16-tiden, går han straks i gang med at lave et mellemmåltid. Frugterne bliver groft skåret i stykker og bliver sammen med mælken og proteinpulveret smidt ned i miniblenderen. Efter få sekunder er smoothien klar.

Kosten betyder meget for ungkarlen, der forsøger at spise masser frugt og grønt. Han har tabt sig ti kilo det sidste år, men håber at tabe yderligere ti kilo ved at spise sundt og fortsætte anstrengelserne i træningscenteret.

Efter han har skyllet smoothien ned, skifter han fra arbejdstøjet til sin grå Hummel-træningsdragt, for det er endnu en gang blevet tid til at aflægge sports- og kulturcenteret en visit. Der venter endnu en bentræning. Så får han også snakket lidt med gutterne fra håndboldholdet, der træner i hallen samtidigt.

Mandehørmen, fodboldsnakken og drømmene for fremtiden fortsætter i den rolige vestjyske mande-ghetto – i hvert fald lidt endnu.